BLUESTEKNIK

top

Når man spiller blues benytter man sig (som tidligere nævnt) ikke of den samme toneart mundharpe som den toneart bluesen går i. Grunden hertil er, at man når man spiller blues benytter sig of en speciel teknik hvorved man kan "vride" tonerne kvarte , halve og hele tonetrin nedad. Denne teknik med at vride tonerne kan kun lade sig gøre når man suger. Som nævnt of ovenstående har man dominanttonarten når man suger i bassen. Derfor spiller man altid blues i dominanttonarten til den mundharpe man har. (Dominanten er den tone der er nummer 5 i tonerrækken). Kunsten at spille blues ligger i at lære tre ting

1) at kunne "vride tonerne" sådan at man kan dels kan få en bluesskala frem, dels kan man lave de b1å toner.

2) at spille improviserende og fremfor alt rytmiskt.

3) at kende en (eller flere) gængs brugte akkordprogresioner, der bruges til (12- takters) blues.

4) Bruge Wha-wha-teknik ved at lukke hænderne om mundharpen

ad 1) at lære at vride tonen, er det samme som at lære folk at rokke på ørene: det er noget man simpelthen ikke kan lære ud men som du må exprimentere dig frem til. Hvis man alligevel skal prøve at forklare det, så er det noget med at for det første kun suge i et hul ad gangen, for det andet at suge med et meget kraftigt undertryk. Der er formentlig mange måder man kan gøre det på. Det drejer sig om at skabe et kraftigt undertryk, samtidigt som man laver en reduceret mængde af luft komme igennem mundharpen. Det vil sige suge kraftigt uden at der kommer for meget luft.

Man kan kun "vride" sugetoner, og hvis man gør det vil man kunne lave den sk. blues-skala, som med A som grundtone (på en D-harpe), ser ud som følger på noder:

Det er nemmest at "vride" tonen på en "lys mundharmonika" (f.eks D eller F-dur), men det kan selvfølgelig også lade sig gøre på en mundharpe der er lavere stemt. (f.eks en G- eller A-dur mundharpe).